Øresundsbrons første halvår: Lavere omkostninger opvejer lavere indtægter
Pressemeddelelse fra Øresundsbron
København den 11. august 2009
København den 11. august 2009
Øresundsbrons vejtrafikindtægter faldt i første halvår 2009 med 14,2 mio. DKK, sammenlignet med samme periode i 2008, til trods for, at trafikvolumen var stort set uforandret.
Valutauroen på grund af finanskrisen betød lavere indtægter i SEK, og lavkonjunkturen bremsede den økonomisk vigtige lastbiltrafik. På plussiden er der lavere omkostninger og en kraftig vækst i den danske fritidstrafik til Sverige.
- Den økonomiske krise har brudt en otte år lang periode med voksende trafik på Øresundsbron. Men vi holder stillingen, og der er noget, der tyder på, at vi har nået bunden, siger Øresundsbrons administrerende direktør, Caroline Ullman-Hammer.
- Vi har fået mange nye aftalekunder i første halvår 2009, og det betyder, at vi har nået et af vores vigtige mål.
Valutaudviklingen har påvirket Øresundsbron både positivt og negativt. Den lave svenske kronekurs har lokket mange danskere til at udnytte mulighederne for at shoppe og være turister til lavpris i Sverige, og det har fået fritidstrafikken til at vokse. Men den billige svenske krone har også mindsket Øresundsbrons vejtrafikindtægter, idet virksomheden opgør sine indtægter i DKK og ikke fuldt ud har fået kompensation af den prisforhøjelse i SEK, der blev foretaget i januar og marts.
Vejtrafikindtægterne faldt med 14,2 mio. DKK (tre procent) til 454 mio. DKK. Jernbaneindtægterne er indeksreguleret i DKK, og er steget noget. Driftsomkostningerne faldt med 7,7 mio. DKK (fem procent) til 137,8 mio. DKK.
Det giver et resultat før afskrivninger og finansielle poster på 549,2 mio. DKK, hvilket er en marginal reducering sammenlignet med første halvår 2008.
Nettofinansieringsomkostningerne er stort set uforandrede, og resultatet før værdiregulering blev et underskud på 11 mio. DKK, en reducering på 5,9 mio. DKK.
Dagsværdireguleringen af virksomhedens gæld og valutakursændringer udgjorde et underskud på 301,7 mio. DKK, henholdsvis et overskud på 1,4 mio. DKK, hvilket betyder, at periodens resultat blev et underskud på 311,3 mio. DKK. Dagsværdireguleringen påvirker ikke virksomhedens tilbagebetalingsevne.
Hovedposterne i resultatet for første halvår fremgår af skemaet herunder:
Mio. DKK | 2009 | 2008 |
Vejtrafikindtægter | 454,0 | 468,2 |
Jernbaneindtægter | 224,6 | 220,6 |
Øvrige indtægter | 8,4 | 9,5 |
Indtægter totalt | 687,0 | 698,3 |
Driftsomkostninger | -137,8 | -145,5 |
Resultat før afskrivninger og finansielle poster | 549,2 | 552,8 |
Afskrivninger | -171,2 | -170,1 |
Nettofinansieringsomkostninger | -389,0 | -387,8 |
Resultat før værdiregulering | -11,0 | -5,1 |
Værdiregulering, dagsværdieffekt netto | -301,7 | 225,4 |
Værdiregulering, valutakurseffekt netto | 1,4 | 8,0 |
Periodens resultat | -311,3 | 228,3 |
Valutakurs ved omregning til SEK | 68,87 | 78,75 |
Flere og flere danskere tager turen over Øresund
Biltrafikken holder sig på samme niveau som sidste år med et gennemsnit på cirka 18.700 biler i døgnet. Det er gået bedst med ferie- og fritidstrafikken, der er vokset 4 procent i alt, og med 9 procent, hvis man kun tæller BroPas-kunderne. Danskernes BroPas-trafik er vokset med hele 38 procent, men samtidig er de svenske BroPas-kunders rejser faldet med 10 procent.
Antallet af pendlere er vokset med 2,8 procent, hvilket tyder på, at integrationen på arbejdsmarkedet stadig fungerer. Den økonomiske krise mærkes dog tydeligt i form af en nedgang i lastbiltrafikken på 12,1 procent.
Vejtrafikken på Øresundsbron i perioden januar-juni 2008 og 2009:
Personbiler etc.* | Lastbiler | Busser | Totalt | |
Trafik pr. døgn 2008** | 17.598 | 960 | 130 | 18.687 |
Trafik pr. døgn 2009 | 17.811 | 844 | 110 | 18.765 |
Ændring (procent) | +1,2 | -12,1 | -15,1 | +0,4 |
Markedsandel 2008 *** | 79 % | 45 % | 67 % | 76 % |
Markedsandel 2009 *** | 80 % | 47 % | 65 % | 77 % |
* Personbiler omfatter også varebiler, personbiler med anhænger samt motorcykler.
** 2008 var skudår og havde en dag mere end 2009.
*** Gælder perioden januar-maj.
Den totale trafik er faldet med 0,1 procent i år, sammenlignet med samme periode sidste år. Men 2008 var et skudår, og havde dermed en dag mere, hvilket man skal tage hensyn til for at få sammenlignelige tal. Dermed kryber væksten over nul, og lander på en vækst på 0,4 procent.
Togtrafikken på Øresundsbron har været stort set uforandret. I det første halvår af 2009 rejste cirka 5 millioner passagerer over Øresund (tallet er delvist estimeret).
Øresundsbrons administrerende direktør, Caroline Ullman-Hammer, kan kontaktes for evt. yderligere information på tlf. 33 41 60 00.
Med venlig hilsen
Øresundsbro Konsortiet
Informationsafdelingen







