Broen
Broen består af to tilslutningsbroer, placeret på bropiller, og en højbro, der er ophængt i pyloner via skråstag over sejlrenden Flintrännan.
Højbroen er med sit 490 meter lange frie spænd verdens længste skråstagsbro for både motorvej og jernbane.
Højbroen er en enkel og stærk gitterbro med høje, himmelstræbende, stilrene pyloner. Skråstagene indgår i et rent og velbalanceret mønster med gennemgående ens vinkler mod pylonerne. De ligger udenfor brobanen og er dermed sikret mod påkørsel. Skråstagene er parallelle og symmetriske omkring pylontårnene, der således modtager en jævnt fordelt belastning. Da skråstagene ved visse lys – og vejrforhold bliver usynlige, er pylonerne de mest fremtrædende dele af forbindelsen.
Pylonerne fremstår som fire monumentale tårne. Tårnenes dimensioner mindskes fra havoverfladen og opad, hvilket øger følelsen af styrke og stabilitet. Hældningen på pylonernes inderside er tilpasset så de enkelte tårne ikke giver indtryk af at hælde indad.
Alle synlige betondele; pylontårne, bropiller, motorvejsdæk, jernbanetrug og brofæster fremstår i en varm, grå beton. Gitterkonstruktionen, der bærer vej- og jernbane er sortmalede. Alt udstyr er af galvaniseret stål. Skråstagene er beskyttet af sorte polyesterrør. Om natten er broen afmærket for sejlads og flyvning. Pylontårnene har projektørbelysning og vejbelysningen ses som en lysende perlekæde, der tegner broens forløb.
Mere om Broen






